Dette værktøj guider dig til Do’s & Dont’s når du skal købe ind hos din totalleverandør. Eksemplerne tager udgangspunkt i Hørkram, men kan nemt overføres til andre leverandører, da deres webshop minder om hinanden.
Sådan gør du processen lettere, grønnere og mere økonomisk
Når der skal handles ind til institutionskøkkener og kantiner, kan nogle få enkle greb gøre arbejdet både lettere og mere økonomisk – samtidig med at kvaliteten fastholdes. Med et klart budget og målrettede indkøbslister bliver indkøbene mere strukturerede, og risikoen for fejlkøb mindskes. Mange køkkener har desuden stor fordel af at vælge en totalleverandør og lade sæsonernes råvarer guide menuen.
Sammenlign priser – også på aftalevarerne
Selvom prisen på aftalevarer er forhandlet, kan der være stor forskel fra produkt til produkt. Det er derfor vigtigt at sammenligne priserne og eventuelt tilføje de billigste og bedste varer til din favoritliste.
Søg fx specifikt på “gulerødder øko” eller “mælk øko” i stedet for blot at klikke øko-feltet af. Det giver et mere præcist overblik over de bedste muligheder.
Brug funktionen “Min pris pr. kg”
En effektiv måde at undgå at handle i blinde på er ved at vælge visningen “Min pris pr. kg”. Så får du et klart sammenligningsgrundlag på tværs af produkter.
Eksempel fra Hørkram: Til højre over priserne kan du skifte mellem listepris og min pris pr. kg. Vælg altid kilo-prisen for at træffe de mest økonomiske valg.
Lav en favoritliste
En favoritliste sparer tid og sikrer ensartethed – især hvis flere personer handler ind.
Du kan samle alle de varer, I ofte bestiller, som fx mælk, knækbrød eller ingredienserne til jeres faste tomatsuppe eller pastasalat.
Klik på hjertet ved den enkelte vare og navngiv din liste.
Husk at gennemgå listen jævnligt og fjerne varer, der er udgået eller ikke længere er aktuelle. Undgå at stole på funktionen “de sidste 3 måneders køb”, da tidligere fejlkøb ellers risikerer at gentage sig.
Gå efter Nøglehullet og Fuldkornslogoet
Disse mærker gør det nemt at vælge de sundere og mere fiberrige alternativer. Når du handler ind efter disse rettesnore, sikrer du et bedre ernæringsmæssigt grundlag for måltiderne.