Dette værktøj giver dig en god forståelse for de mange fordele ved at vælge økologiske råvarer og produkter. Du får dertil et overblik over hvilke råvarer du særligt skal være opmærksom på at købe i økologisk udgave, hvis man vil reducere indholdet af pesticidrester i måltiderne til borgerne.
Ved at bruge økologiske råvarer sikrer køkkenet et højere niveau af kvalitet samtidig med, at miljøbelastningen omkring dyrkningsområderne reduceres. Det er en fordel for institutioner, der arbejder målrettet med sundhed, transparens og kvalitet i deres måltider.
Se Økologisk Landsforenings hjemmeside for mere viden om fordelene ved økologi
Økologiske fødevarer er fremstillet efter principper, der tager hensyn til miljø, sundhed og dyrevelfærd
Det røde danske Ø-mærke og EU’s økologilogo er din garanti for økologisk kvalitet.
Når du køber en vare med et af disse mærker, kan du stole på, at de detaljerede regler for økologisk produktion er blevet fulgt hele vejen fra landmandens mark til hylden i butikken. Det holder et grundigt kontrolsystem øje med.
Naturligt dyrkede råvarer
Økologiske grøntsager vokser uden kunstgødning og syntetiske pesticider, hvilket ofte giver en højere koncentration af tørstof og dermed en mere robust og smagfuld råvare.
Det kan være en fordel i storkøkkener, hvor råvarens kvalitet påvirker både smag, tilberedning og madspild.
Mad uden pesticider
Når et storkøkken vælger økologi, får man råvarer, der ikke er behandlet med syntetiske sprøjtemidler. Ifølge Fødevarestyrelsens pesticidkontroller findes der rester af sprøjtemidler i over halvdelen af konventionelle frugter og grøntsager.
Mere natur
Over 70 danske og udenlandske videnskabelige undersøgelser viser, at økologisk drift har en positiv effekt på naturen. Undersøgelserne viser blandt andet, at:
- I gennemsnit er der 40 forskellige plantearter i levende hegn mellem økologiske marker. I hegn mellem ikke-økologiske marker er der kun 22 arter (tallene gælder de dele af Danmark, hvor jorden naturligt er sandet).
- Jo flere år et landbrug bliver drevet økologisk, jo flere sommerfugle kommer der på markerne og i markskellene. Det har en svensk undersøgelse vist.
- Da godset Oremandsgaard på Sjælland blev lagt om til økologi, kom der 70 procent flere vilde blomster.
- Tyske undersøgelser viser, at der er flere bier på arealer, hvor der ikke bruges sprøjtemidler
Rent drikkevand
Grundvandet er en fælles ressource, og fund af pesticidrester i drikkevandsboringer er stigende. Økologiske landmænd bruger ikke syntetiske pesticider, hvilket reducerer risikoen for forurening.
Når et offentligt køkken vælger økologi, bidrager det til at sikre fremtidens drikkevand – et vigtigt signal i kommuner og institutioner, der arbejder med bæredygtighed og folkesundhed.